Uddrag
Børnehaven ligger i byen, siger jeg til et barn der holder om det yderste af min pegefinger med hele hånden og ser op. Huset er bygget af røde mursten og tegl der er formet af mennesker og brændt i en ovn, og legepladsen er en have der ligger mellem de høje træer langs voldgraven. Byen ligger i mit land, i dit land, og landet ligger et godt stykke nord for ækvator på den planet vi kalder Jorden. Landet vi bor i er Danmark. Byen vi bor i er København. Landet ligner en krumbøjet nisse med en forkølet næse, siger jeg til barnet og peger med min frie finger på den ene lille dråbe i havet på verdensskortet i garderoben.
Jeg holder barnet ind mod mig, mens vi ser på kortet. Jeg har barnet på armen, selv om barnet egentlig er for stort til at blive båret. Børnene i børnehaven er børnehavebørn og ikke vuggestuebørn, selv om nogle af dem stadig går med ble og stadig har brug for man løfter dem op for at holde dem i sin favn. Man får stærke arme af at bære på børnene i børnehaven og kan bære dem langt.
Planeten Jorden er en del af solsystemet, siger jeg, og solsystemet er bare et ud af uendelig mange solsystemer i universet. Vi ved ikke helt præcist hvad universet er. Vi ved ikke helt præcist hvad et menneske er, eller hvorfor vi her, men vi ved bestemt at vi findes og at vi er her. Vi kalder Jorden for Jord og af og til for Den blå planet, fordi den er blå når man ser den fra verdensrummet, men herfra hvor vi står i dette øjeblik er den grøn. Grøn grøn som en sang, som skoven i sangen, fordi det er sommer og fordi græsset og planterne og Helenaroserne gror og fordi træerne ikke længere står med nøgne grene som de gjorde i fjor. Alt hvad der spirer og gror vokser frem og springer ud fordi det er sommer. Højsommer, som Annelise siger, mens hun bøjer sit ansigt mod Helena rosernes blomstrende grene og trækker luften og duften fra det hvide flor dybt ned i sine lunger.
Vi kalder solen for Sol og vi kalder solsystemet vi bor i for Mælkevejen.
Børnene omkring mig standser og spidser ører når jeg fortæller om Mælkevejen. En galakse, siger jeg. En lysende sti af stjerner i mørket. De kan lide ordet. Deres ansigter stråler, når de gentager ordet og udtaler hver stavelse, mens de bevæger læberne overdrevent og nikker. Når de udtaler ordet, kommer lyden fra deres hjerter. Som om de føler sig hjemme i ordet. Som om ordet Mælkevej allerede på forhånd er deres.
De tænker måske på køleskabet i køkkenet med de blå kartoner og på de små blanke krus af metal. De tænker måske på smagen af mælk og smiler. Jeg stiller mælkekartoner på bordet om eftermiddagen under markisen på terrassen, så børnene selv kan tage af mælken og drikke når de har lyst. De hælder mælk i deres krus og prøver på ikke at hælde ved siden af kruset, så mælken løber ud over bordet og ned mellem revnerne og ud over fliserne under bordet. Hvis de hælder ved siden af kruset ser de hurtigt på den voksne og den voksne siger hurtigt at man ikke skal græde over spildt mælk. Det er godt du øver dig, siger den voksne til barnet. Du kan godt. Når børnene har drukket, har de næsten altid mælk i mundvigene og en dunet hvid streg af mælk på overlæben. Den voksne griner og siger, du har mælkeskæg. Så stikker barnet tungen ud og slikker sig om munden og tørrer mælken af i sit ærme.
● Presse