Uddrag
"- Hej skat! Min fars stemme, ... kendt for at krydse oceaner,
alvorlig med tilbageholdt åndedræt og latter bag den lollandske dialekt.
Den ankommer i en brun konvolut med min mors navn i skråskrift, store
bogstaver med sving og krummelurer og bølgegang i adressen.
Det er min søster, der åbner døren, lægger nakken tilbage og ser op
langs guldknapperne på postbudets frakke. Han har skæg og stikker hende
brevet i hånden. Den, der ikke er brækket, den anden er i gips, idet hun
faldt ud ad vinduet i et heltemodigt forsøg på at jage min brors
plageånder på flugt med spytklatter og skældsord råbt vedvarende, så det
kunne høres til tredje baggård, og som Herthas beostær målrettet
forsøger at gengive mellem stroferne af en gammel soldatersang fra sin
plads i vindueskarmen på første.
- Den skider, så det sprøjter, den fugl, siger min mormor.
Hendes vindue er under Herthas, blyindfattet med kulørt glas og lange
render af gullige ekskrementer.
- Fuglen spiser frugt ..., den skal have frugt, siger Hertha
med det gråsprængte, røde hår flagrende ud ad vinduet, mens hun ser ned.
- Den er fra Afrika!
Min mor dukker op i entreen og har straks brevet i hånden,
hendes blik fejer hen over skriften, frimærket med højhuse, stempelbuer
og små bitte takker, hun bider sig i læben og holder brevet mod brystet.
Papiret er glat og blødt mod håndfladen.
- For stort til sprækken, siger posten. Viggo Madsen har
solgt ham et lod og smiler tilfreds i baggrunden, mens han fejer kulstøv
ind under måtten. Hilser på Kaffedamen, der pruster og tramper på vej op
med det enorme ternede skørt under den brune frakke, udspilet og
omfangsrig som en hel balsal og med støttestrømper, der holder læggene i
spænd som sammensnørede skinker. Det værker noget i det i forvejen løse
gelænder, der giver sig i sammenføjningen mellem stuen og første.
Trinene knager, men gud fader bevares hvor hun dufter vidunderligt af
kaffe. Ristede mørke, brune bønner, blanke med revner, der folder indad
som påpeger de en skjult hemmelighed i bønnens indre, eller netop
kværnet så de æteriske aromastoffer slipper fri og står som en usynlig
sky, en fanfare af eksotisk duft, der følger dette enorme korpus på sin
færd gennem kvarteret, hen ad gaden, hvor nogen må standse på en flise
og lukke øjnene et drømmende øjeblik, videre ind i opgangen hvor duften
forplanter sig op gennem etagerne og bliver hængende i dagevis. Hun har
været i Sverige og købt stort ind, toldfrit. Viggo Madsen virrer med
næsefløjene. Posten snuser ind. Min søster følger nettet med de toldfri
varer med øjnene. Dåser med kakao og karameller i guldpapir, der
forsvinder ud af synsfeltet ved næste repos. Hun sukker og trækker på
skuldrene, gør en lille skæv grimasse, men lader døren stå på klem, så
kaffeduften kan følge med ind i lejligheden.
Min mor nænner ikke at åbne brevet. Hun lægger det fra sig på
kommoden, går ud i køkkenet, står lidt i den smalle solstribe ved
komfuret, flytter på gardinet og ser ud i gården, mærker varmen fra
solstriben over sit håndled. Lytter til gasflammen i
varmtvandsbeholderen, den lille lue, der er blå, men straks springer ud
i et drøn af gyldne flammer, så snart man åbner for det varme vand.
Åhh pyt, hun nænner det nok alligevel, farer tilbage til entreen,
stikker en tommelfinger ind og river kuverten op i den ene side. Ser ind
mellem de flossede papirkanter, forsigtigt, hvad er det? Ikke et brev,
et stykke papir, tyndt som pergament med et hul i midten på størrelse
med en kaffekop. Hun lirker to fingre ind og trækker papiret ud. Det er
en plade. En single. Hun tager den ud af pergamentpapiret og vender den
mellem fingrene. Sort lak og riller, der changerer i regnbuens farver,
orange papirbanderole, men uden skrift.
Hun kalder børnene ind fra gården.
- Kom, kom børn! råber hun. - Se her! Hun holder pladen ud ad
køkkenvinduet. Børnene, ikke kun min mors, men alle børnene, kommer
løbende eller kørende på løbehjul, trehjulede cykler, der trænger
gevaldigt til at blive smurt. De piber, så man må trække hovedet ned
mellem skuldrene og knibe ansigtet sammen i en løjerlig grimasse.
Børnene hører det næppe, kun voksne med tyndslidte nerver eller
tømmermænd. Stoppenålen, der krydser over gårdens grågrønne mos med
panden i håndfladen. Han er lang. Tynd. Han nikker til min mor.
Overvejer at standse, men skridter videre over hinkerudens streger.
Hertha stikker hovedet ud. Hun er stadig i morgenkåbe og
stikker saftige dåseferskner ind mellem tremmerne til fuglen, der kaster
næbbet bagud og sluger stykkerne i store mundfulde. Min mormor ser
sammenbidt op fra sit lagerrum.
- Hvad er det? råber børnene.
- Hvad er det? Min bror tørrer blodnæsen af i sit ærme og
kører en hånd gennem det våde pandehår med kalveslikket, så det står ret
i vejret.
- Det er en plade ... en singleplade. Hun vender den i
luften. - Han har sendt os en plade.
- Har han stukket dig en plade? spotter min mormor, - som om
det er en nyhed. Hun gør sigende blikke til Hertha. De er straks
sammensvorne trods fuglen, der løfter bagpartiet, klatter, så det løber
ud over gesimsen, og lytter med hovedet på skrå og changerende blågrønt
i den spejlblanke fjerpragt.
- Den skid vælger jeg at overse, råber min mormor. De griner,
og fuglen kvitterer med et langt fløjt og en strofe fra soldatersangen,
som de damer straks synger med på.
- Dengang jeg drog af sted, min pige ville med, ja, min pige
ville med ...
- Men jeg har jo ikke nogen pladespiller, siger min mor.
- Nej, det er sandt, siger min mormor, - pigebarnet ejer ikke
engang en pladespiller ... Hun har mærkelige masker i bejdset træ med
onde øjne, der skuler fra tapetet over skænken i spisestuen, langbenede
negerfigurer i vindueskarmen, ranke i ryggen med tallerkenlæber og
knogler gennem næseborene, dyreskind, der lugter fælt i soveværelset,
snoede horn, der hænger over døren i entreen ... krukker, kalabasser,
ringe af elfenben, kæder af rav, sneglehuse, perler, æsker og
smykkeskrin med muslingeskaller og perlemor på indersiden ... men en
pladespiller ejer hun ikke.
- Hertha? Hertha ryster på hovedet. Børnene ser på hinanden.
Nej. Den ny viceværts kone stikker permanenten ud over gardinkanten, -
nej ..., hendes er i stykker.
- Inge fra femte i baghuset? - Hun spiller blokfløjte.
- Er hun ikke gravid?
- Jo ...
- ... men hvem er faren?
- ???
- Jeg har en pladespiller, siger Stoppenålen så fra sit
køkkenvindue. Alle ser på ham. Han trækker undertrøjen op over hovedet,
åbner vandhanen så det hoster i røret og sprøjter vand i ansigtet, under
armene, tørrer sig i et viskestykke og laver ansigt til sit barberspejl.
Trækker nedad i kinderne, så de røde blodskudte rande springer frem
under øjnene.
- Åhh, javel, siger min mor. - Kan vi så komme over til dig
... jeg mener, når du har tid ... nu?
- Kom bare, siger han.
Og så bliver der løbet og smækket med døre. Gården bliver
krydset diagonalt, med blink i vinduer, der åbnes op langs facaderne.
Nogle må vande potteplanten i vindueskarmen, mens de spionerer ud over
gesimsen, andre hænge tøj ud på tørresnoren eller ryste en klud, så
støvet hvirvler i solskin.
Min mor, og dermed jeg, går forrest, min mor spankulerende
med pladen triumferende i bedste ophøjede tambourmajorstil. Jeg svævende
i yogastilling med opadvendte håndflader og benene over kors,
fostervandet holder mig oppe. Dernæst kommer min mormor lige i min mors
hæle, som hun af og til støder tåen imod, dunstende af parfume, netop
puffet fra flakonen, og spritånde, der træffer min mor i nakken. Den nye
viceværts kone og Hertha kommer ilende fra køkkentrappen og træder
skyndsomst ind i geled. Mine søskende danner bagtrop med næserne opad og
blikke til de andre børn, hvoraf nogle, dem, der ikke kan stoppes ind i
den lille etværelses, må henvises til andet parket. Strække hals med
tåspidserne på kælderskaktens rustne jerngelænder uden for Stoppenålens
vindue, hvor de måbende ser ham slå hul på et æg, lægge nakken bagover
og hælde indholdet, den gule blomme og æggehvidens seje gennemsigtige
hinde, ned i svælget og gøre synkebevægelse.
- Godt mod tømmermænd, siger han og skåler med skallen, inden
den ryger i bøtten, og han trækker i skjorten igen.
- Nå, lad os se på sagerne, siger han og gnider håndflader.
Min mor rækker ham pladen. Polakken og lille Magda fra
baghuset kommer til ved gelænderet og forlanger stuevinduet åbnet, så de
bedre kan høre.
Stoppenålen åbner og trækker grammofonen frem. Min mor holder
vejret i sofaen.
- Her lugter af fnat, hvisker den nye viceværts kone, men får
et puf, en albue, og så må de rykke lidt mere sammen i sofaen, så også
Stoppenålen kan sidde. De tomme flasker vælter under sofabordet, der
bliver tysset på børnene, min søster truer med gipsarmen, og en ... det
er vist fru Knudsens mindste, må fluks trække fingeren ud af næsen, idet
et lille advarende dask rammer hende over hånden. Der bliver hostet og
rømmet hals. Lukket af for overstadig fnisen. En scooter med løs
lydpotte må passere ude på gaden, en kat må ophøre med at jamre. Nogle
duevinger flappe væk fra dueslaget. Der bliver stille ... Kun beostæren
har svært ved at lukke næbbet. Pokkers til skidespræller. Min mormor
skuler til Hertha og træder hævngerrigt, men diskret, den lyserøde kvast
af hendes tøffel under sofabordet.
Og så bliver skiven forsigtigt pakket ud af sit omslag, vendt
og drejet mellem to nikotingule pegefingre, pustet af for eventuelle
støvkorn og placeret på grammofonen med kendermine. Hastigheden bliver
stillet ind, graciøst, og så drejer karrusellen. Svinger, let
slingrende, men rundt og rundt med den orange papirbanderole i en
hypnotisk spiral. Det er et magisk øjeblik. Det knaser i højttaleren,
idet Stoppenålen forsigtigt fører grammofonarmen, via det lille hoved, i
en bue mod pladens sorte lakkant, han ryster jo noget på hænderne, men
så fænger den lille nål, går i hak, svinger med rillerne, og min fars
stemme når os fra den anden side af Atlanten.
- Hej, skat! Jeg er i Chicago. Jeg står inde i sådan en slags
telefonboks, hvor man kan indspille plader ..., ... vejret er godt
herovre. Det er varmt. Du kan tro, at husene er store. Alting er helt
nyt her ... og stort ..., ... jeg savner dig.
Der går et suk gennem de lyttende i stuen. Alle ser på min
mor, det henrykte smil hun ikke kan holde tilbage. Stæren siger noget
sjofelt, men ingen lytter mere til den.
De lytter til min far, helten. Hans selvsikre stemme, der
krydser hav. Forsinket, javel, men svejset i lak og med orange
papirbanderoler. Min mor kniber en tåre. Børnene er stille med de
snavsede hænder i ro og hovederne på skrå. Nogle ser ud ad vinduet mod
et fjernt ubestemmeligt punkt.
Tænk, han er i Amerika, det forjættede land på den anden side
af havet, hvor avisdrenge løber råbene gennem gaderne for siden at blive
bilfabrikanter, jagerpiloter eller betydningsfulde, indflydelsesrige
medlemmer af senatet.
Chicago, deres læber former ordet. Gangsterchicago med blanke
biler, der tager hjørnerne skarpt, barbersaloner, hvor aftaler bliver
indgået under en ragekniv, dunkelt belyste spillesteder, hvor klagende
saxofonsoloer bliver løftet ud af de smalle gyder og smyger sig kælent
langs brandtrappernes evindelige siksak-stræbende jernvilje, opad og
opad, langs facader med blinkende reklameslogans for sodavand,
tyggegummi og nylonstrømper.
Min fars stemme. Stærk og rolig, med sjældne undertoner af
generthed, en anelse kun, så atter klar, rungende, med selvsikker
klangbund, med dirrende nerve, en blues i storbyens nattemusik.
Fraserende toner, et hårdt humoristisk trut i trompeten, en triol, blød
og elastisk, en uendelig langstrakt blå tone, der får nakkehårene til at
rejse sig, de små hår på armene, og hjertet ikke at forglemme, til at
lette, flyve af sted med drømmen om Amerika, svæve af sted mellem disse
himmelstræbende højhuse, hvis øverste etager forsvinder i skylag.
Morgendisen, der glider ind over byen fra havnen, hvor fragtskibe lægger
til kaj eller fløjter for afgang. Min fars stemme over havet i en brun
konvolut. Fra Chicago til lille bitte, næsten provinsagtige København,
eventyrbyen med de snoede tårne, parker med miniatureslotte, irgrønne
kobberbelagte tage og soldater med tornyster og bjørneskindshuer. Ind
gennem de snørklede, brostensbelagte gader med bagerkringler,
rumsterende skraldevogne, ind langs de grønne kanaler med hundestejler
og rustne cykelstativer på bunden, ind gennem porten, over gården,
gennem Stoppenålens vindue til det lille beklumrede værelse, der sandt
nok lugter noget ... af ølsjatter, madrester, sur kakkelovn, og videre,
via grammofonens svimlende rundgang, til min mor, der rækker sine arme
ud og trykker børnene ind til sig.
- ... Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige ... De andre
står herude og griner af mig ... Jeg ville ønske, du var her ... jeg ved
ikke rigtig, om der er flere penge i den ... Jeg elsker dig ... Jeg
kommer snart hjem."
[...]
"Og dog.
Saligt er det at blive her og lytte til sine forældres
hjerter. Den bankende puls. Min far der sover i kahytten med hånden over
brystet, der hæver sig ved hvert åndedræt. Min mor der hviler sig i den
gule stol med ansigtet lidt til siden og kinden mod stoffet.
Salighed er at læne sig tilbage og mærke det bløde varme
fostervand overalt omkring sig. At mærke det store sus, der går i bølger
gennem havet fra min fars skib og gennem den blå navlestreng. At sparke
med fødderne og bokse med de små knyttede næver, at vende sig med
lukkede øjne, at strække sig, skønt der virkelig snart ikke er megen
plads. For pokker, her er ærlig talt lidt snævert, jeg kan jo dårligt
rokke med ørerne.
Ni måneder, siger de, fyrre uger fra sædcellens triumferende
sprællen med halen, halleluja, ikke at være den, der lander på ydersiden
af maveskindet for siden at blive skyllet ud i afløbet på toilettet.
Hvilken skæbne, hvilket spild af potentiale. Jeg græder snot over dem,
hulker, men kommer i hu at det nok er en biologisk nødvendighed, en kold
og klinisk kalkule, hvor mange mennesker er der egentlig plads til på en
gang? Hvor stor er jordklodens kapacitet? Hvor mange små munde er vi i
stand til at brødføde, er der fødevarerationer nok, tæpper til at pakke
sig ind i om natten når det bliver koldt?
Er der ressourcer? Er der kærlighed? Ja, jeg vover det
spørgsmål: Hvor mange er vi i stand til at elske så inderligt, som alle
levende væsner har behov for, som de higer efter, som de skriger efter
med små ben der sparker huller i luften, så snart de kommer til verden i
et blændende, hvidt lys? Hvor mange kys og kærlige hænder til at løfte
et lille nyt menneskebarn op i luften for at vise det frem til
beundring? Er det måske irrelevant at spørge om det?
En tåre triller ud af mit øje, jeg bider mig i læben. Jeg er
en anelse bekymret, tanken om at jeg er udvalgt strejfer mig. Tanken om
at der i så fald må være noget, en hel del, alt for meget, som jeg skal
leve op til. At være i stand til at leve livet uden for livmoderens
beskyttende hinde. Jeg trækker tommeltotten ud af munden og bider i mine
små, små negle.
Nej, nej, det var fordi, du var den stærkeste, det var fordi,
du var den hurtigste og den mest snedige af dem alle. Det var fordi, du
kom først.
Jeg tror, det var sådan, måske var det sådan. I så fald er
der vel ingenting at bekymre sig for. Jeg er i særdeleshed egnet. Jeg er
noget særligt. Jeg patter fornøjet på min tommeltot og er uskyldigheden
selv.
Fyrre uger i næsten ubekymret tryghed og leg. DNA, jeg falder
på halen af beundring, jeg falder på knæ med bagdelen i vejret, rækker
hænderne frem og må ned og bide i et tæppe. Jeg klapper hænderne sammen
og ser dig an med tindrende øjne. Hvor sikker kan man være? Celler der
deler sig. Organer der bliver til. Så er jeg en fisk med hale og skæl,
så er jeg en lille tudse, en lille frø med små udvækster, der vokser
frem på begge sider, så har jeg hår over det hele som et lille blødt
dyr, så taber jeg håret igen, så har jeg hænder, små fingre, en
tommeltot til at putte i munden, små bitte fødder der sparker, og tæer
som jeg kan lege med, øve mig i at tælle til ti med.
Så skimter jeg lys, hører min mors stemme, min fars hjerte,
min mors hjerte, og bliver pludselig opmærksom på mit eget. Dunkende,
dunkende lille hjerte. Så er jeg til. Så er jeg altså virkelig til. Så
er jeg et menneske. Jeg ... et menneske.
Så er det, de begynder at spørge utålmodigt. Så skal jeg leve
op til noget ... allerede.
- Sig mig engang, hvornår kommer barnet?
- Den mave er jo koloenorm stor. Prikker med en finger.
Der hviskes og tiskes, så snart min mor har forladt en
forretning, så snart klokken over døren har ringet af. De letter lidt på
fluegardinet og spejder nysgerrigt efter hende.
- Se lige fru Rasmussen. Hun kan jo dårligt stolpre af sted
... den stakkel.
- ... og hvor bliver faren af? - Er det ikke underligt, at
han ikke er kommet hjem endnu?
- Skulle han ikke have været hjemme nu?
- Er hun ikke gået over tiden? En uge? 14 dage? Tre uger?
Que va, hvorfor den hast. Hvordan skulle jeg, som stadig er
et foster, nå ja, en næsten fuldvoksen baby på hen ved 4000 gram, med
hår og øjenvipper og små bitte negle, der dårligt har plads til at vippe
med min lille, lille bitte storetå, kunne forholde mig til alt det
hastværk?
At jorden farer gennem verdensrummet med en hastighed på 29,8
km i sekundet? At månen fjerner sig fra jorden med to centimeter om
året. At universet udvider sig, at alt i universet, sole, kloder,
meteorbælter, stjernespiraler, galaktiske tåger, kosmiske partikler,
støv, stråler og sorte huller fjerner sig fra hinanden, farer af sted.
Til hvad nytte om jeg må spørge?"
● Presse