Uddrag
Jeg husker min madras, siger Øjvind. Den var rullet sammen som en snegl. Den var stribet, blå og hvid, og lå på gulvet i stuen. Solen strømmede ind ad vinduet. Madrassen var holdt sammen på midten af en snor. Der var ingen møbler. Stuen var tom. Alle værelser var tomme, men hele huset var fuld af sol. Det var som at bade i et akvarium fuld af vuggende, flydende sol. Der stod et tårn af papkasser på terrassen. Min far kom masende ind ad døren med to helt nye madrasser med prismærker og lynlåse i siden. Den ene madras var til Bror, den anden til mig, men de var lige store og helt ens. De var stribede, hvide og blå. De var dejlige at røre ved. Snoren var ru. Der var skumgummi inde bag lynlåsene. Det er mit første minde. Det første jeg husker. Jeg husker madrasserne før haven og cyklerne som vi fik i indflytningsgave af Rie. Brors sorte mountainbike med flammer på stellet og den armygrønne med støttehjul og ringeklokke der var min. Nu husker jeg lyden af den ringeklokke. Den havde en tynd, fin ringende lyd af metal, kling-kling, kling-kling og jeg cyklede ikke så langt fordi jeg hele tiden var optaget af at ringe. Jeg husker madrasserne før klatretræet selv om klatretræet står midt i haven og selv om Bror og Konrad og Rosa og jeg har klatret og leget og bygget huler i det træ lige siden. Om natten er uglerne i træet – de larmer som papegøjer – men om dagen er det vores træ og det tilhører os. Ikke egernet selv om egernet springer mellem grenene så det gynger og koglerne regner ned over os. Ikke kragen der sidder i toppen og ser ned. Duerne tror det er deres, de sidder på øverste etage mellem grenene og kurrer, men vi har aldrig fundet den rede hvor de bor. Vi ser dem komme flyvende med kviste i næbbet. Når duerne sidder i deres usynlige rede og kurrer lyder det som om de snorker. Vi var et andet sted og så var vi her. Jeg husker ikke hvad der gik forud. Det er det samme som at være død. Alt det man ikke husker er ingenting. Min mor og far var ansigter og arme og ben. De var øjne og hænder der rørte ved mig og tumlede mig og hev mig i tæerne for sjov. Jeg kan lide når de bøjer mine ankler og knæ så det knækker i alle led. Jeg blev kastet mellem dem – jeg fløj – men de greb mig hver gang og jeg var aldrig bange for at lande på gulvet. Jeg lod mig villigt løfte i vejret med dinglende ben og overgav mig straks hvis nogen kildede mig. Jeg er den overgivende type. Min søster var stadig hos os. Min søster har lyst hår som mig, men hendes øjne er blå. Mine har samme mælkegrønne farve som hav. Uden briller ser jeg på samme slørede måde som når man svømmer under havets overflade. Det er min mor der siger det. Som havet, siger hun. Jeg elsker min søster, men hun er flyttet til et andet sted. Jeg hader at hun er flyttet og vil have hun kommer tilbage. Når hun besøger os sidder jeg ved siden af hende i sofaen og læser uden at sige noget. Vi var fem mennesker. En familie. Vi havde ikke fået Bella endnu. Jeg ved ikke hvorfor min søster er et andet sted når vi er her i huset, i haven ved havet med det store klatretræ der ligner en paraply. Når solen skinner er der skygge under træet. Når det regner er der læ. Bror siger man kan se helt til Hesselø fra øverste etage. Der var tallerkner og glas i avispapiret. Der blev ved med at komme tallerkner og glas og knive og gafler og gryder og bøger og legetøj ud af papkasserne og avispapiret. Bror og jeg krammede aviserne sammen og blev sorte på hænderne. Min mor holdt mine hænder ind under hanen og tørrede mig i ansigtet med en klud. Der var kakerlakker i køkkenvasken. Der hang en orange lampe i mit værelse. Der hang et gevir fra et rådyr over døren. Der hang en underlig kost over pejsen og den hænger der endnu. Bror slog mig med en blå fluesmækker. Jeg skød en flue med proppistol, men der var ingen der så det. Jo mere jeg tænker, jo mere husker jeg, men måske er det hele bare noget jeg forestiller mig. I virkeligheden husker jeg ikke hvordan det var den første dag og alligevel kender jeg til det. Det er som om at alt der er sket flyder rundt inde i mig og pludselig kommer frem når jeg tænker mig om. Jeg har ikke tid til at tænke. Når nogen spørger mig svarer jeg kun med korte sætninger og få ord. Fra den første dag husker jeg kun madrasserne helt tydeligt. Min mor klippede snorene over med en saks og madrasserne rullede og rullede sig ud over gulvet. For evigt vil jeg huske denne rullende bevægelse af madrasser der folder sig ud. Bror og jeg hoppende, springende, svedende i flimrende hvide og blå striber og sol. Vi måtte lægge os fladt på maverne med spredte arme og ben og hænderne bredt ud fordi madrassernes ender hele tiden svippede op. Vi sov på madrasserne den første nat og vi har sovet på dem lige siden. De kunne lige akkurat være i værelset. De lå fra væg til væg og der var ikke plads til andet end Bror og mig i sengetøjet og den orange lampe der lyste ned over os. Bror og mig i den første tid med pixibøger og gameboys i det lille værelse. Vi lå rullet sammen på madrasserne og sov.
● Presse