Uddrag
"Resignerede fulgte vi efter Abdullif gennem porten og de tykke gule
mure, der omgav medinaen, lukkede blæsten og til en vis grad det tyvende
århundrede ude. Kun i passagen ved porten blæste det, som hvis nogen ved
en fejltagelse havde åbnet en sluse, og vinden fik de visne blade og
stængelen fra en vinranke, halv afrevet ved roden, til at hvirvle rundt
og rundt om sig selv.
Et virvar af mennesker myldrede ud og ind gennem porten og
ned gennem de smalle stræder, hvor husene sjældent stod med mere end et
par meters afstand, hvor gaderne sluttede brat, endte blindt eller
drejede vinkelret ind i en anden gade og denne igen i en ny. Efter et
kort øjeblik var min orienteringsevne sat ud af funktion. Jeg fulgte med
som en skygge, betingelsesløst og uden at stille spørgsmål som jeg
alligevel ikke kunne forvente ville blive besvaret.
Der var mennesker overalt. Abdullif var velkendt og
tilsyneladende vellidt, alle så på ham, nikkede eller hilste.
Af og til gled et strejf af nysgerrig forhåbning hen over en
ung mands ansigt, hvis øjne hvilede på os fra mængden, men så snart han
fik øje på Abdullif svandt håbet på samme måde, som når man taber vand i
en dynge tørt sand, og vandet bliver suget ned i undergrunden, omgående
og uden at efterlade sig spor eller beviser på overfladen.
Abdullif gik langsomt, let foroverbøjet og så frem for sig.
Af og til trak han hånden op af lommen for at pege en seværdighed ud, en
bygning, en bod, et træbord med udbanket messing, stabler af fade,
krukker og lyden af en hammers regelmæssige banken fra et bagvedliggende
værksted, der fortonede sig i bygningens mørke.
Abdullif lod en finger køre langs raderingen på et fad.
- Håndlavet, sagde han. Han løftede fadet, og det
reflekterende lys blev kastet rundt mellem facaderne og hen over
ansigtet på en tilsløret kvinde, der lukkede øjnene for et øjeblik efter
at åbne dem igen. Lugten af metalstøv hang i luften.
- Det er meget fint håndværk, sagde Abdullif. - Ikke
maskiner. Kun lavet i hånden. Han stillede fadet fra sig og viste os
sine håndflader som for at sikre sig, at vi forstod, hvad han sagde, og
vi nikkede. - Håndlavet, gentog han.
Vi drejede ind i en gade, hvor farvet garn hang til tørre,
udspændt mellem facaderne som et tag eller som en markise. De stærke
farver og det stribede lys, der trængte gennem de enkelte tråde gentog
sig i alt, hvad der var hvidt, i et flosset gardin foran en dør, i en
forbipasserendes klædedragt, i en broderet kjole, der hang på en bøjle
eller i tøjdyngen foran en bod. Husenes facader var skjoldet af gammel
farve, og enkelte steder var farve løbet ned over det ujævne murværk som
en flod, der deler sig i et delta. Gaden førte til en plads, jeg
genkendte fra guiden som et sted, hvor man før i tiden udførte
henrettelser. Pladsen lå øde hen i et blændende lys, og vi krydsede den
diagonalt, og skyggen på den anden side var en lettelse, en mulighed for
et øjeblik at trække vejret igennem.
En vandsælgers klokke ringede, men den flimrende travlhed,
det labyrintiske system af passager eller måske akustikken mellem
husene, gjorde det svært at afgøre nøjagtig i hvad retning, lyden kom
fra.
Jeg var begyndt at føle en vis svimmelhed. Min bevidsthed
haltede bagefter, og først efter jeg havde passeret et sted, en udtørret
brønd, et værksted hvor to drenge sad og gnavede i et skind, en papæske
med kyllinger, der pippede højt, en tigger med læderbeklædte ben, som
han slæbte bagefter sig hen over jorden, aftrykket af hans hånd i
sandet, mønten der raslede metallisk mod indersiden af dåsen, som han
skubbede foran sig, først bagefter og måske ikke engang da var jeg i
stand til at kapere det som andet end usammenhængende billeder,
brudstykker af handling, og jeg husker, jeg tænkte på sætningen 'tut ta
uin', uden at jeg reelt troede på, at jeg kunne efterleve dens budskab.
Sol og skygge faldt i skarpe kubistiske mønstre, gult, gult
og atter gult, med himlen usandsynlig blå og solen som en skarp hvid
cirkel. Vi passerede et garveri, hvor brune skind, der hang udspændt på
snore eller lå til udblødning i store rektangulære lerkar, stank
kvalmende, og lugten blev hængende mellem murene, som blev den
fastholdt, trykket til jorden af himlen, som var himlen et låg over en
æske.
Fluer summede omkring en huggeblok foran en slagter. En
berber med et blåt klæde viklet om ansigtet så kun øjnene var synlige
svingede en kornsæk hen over ryggen på et æsel, strammede rebet og slog
dyret over forbenene med en kæp. Æslet rejste sig fra sin foroverbøjede
stilling og begyndte at gå. Min ven tørrede sig over ansigtet med sin
T-shirt. Abdullif hilste på de handlende, der hilste igen, mens de så på
os, uden at deres ansigter røbede, hvad de tænkte, eller som var deres
bevægelsesmønster reptilt, som blev de ved synet af os ude af stand til
at bevæge sig, som var bevægelsen fastfrosset et kort øjeblik. Kun deres
øjne gled langsomt hen over os, og jeg tænkte et kort øjeblik på
væsener, der var udstyret med en anderledes og for mennesker helt
fremmedartet sans som for eksempel det varmesøgende syn som visse
slanger bruger til at scanne skovbunden eller trætoppene for et muligt
offer.
- Jeg er opvokset her, sagde Abdullif, - ikke meget har
ændret sig gennem tiden. Han bukkede sig for at snøre sine basketstøvler.
Nogle drenge med en fodbold kom hen og så beundrende på ham. Han rejste
sig og slog bolden ud af hænderne på den ene dreng, kastede den op i
luften, lod den hoppe nogle gange på knæet og panden, før han sparkede
den tværs hen over pladsen og ind i en mur. Trykket mod muren fik puds
til at drysse og bolden til at springe tilbage, trille hen over den
ujævne jord og ind mellem benene på de handlende ved boderne. Børnene
løb efter bolden. Abdullif grinede og så på os. - Jeg spiller på det
marokkanske landshold, sagde han.
- Spiller du på landsholdet? Min ven så forbavset på ham.
Abdullif spyttede i håndfladerne og gned dem mod hinanden,
trak på skulderen og så væk. - Det er ikke så nemt i Marokko, sagde han.
Vandsælgerens klokke ringede igen, og jeg drejede mig efter
lyden, men idet jeg vendte mig, tonede lyden ud og svandt ind til en
svag, men irriterende kimen, vedvarende som når det ringer for ens ører.
Jeg havde feberlignende tanker om jordens indre, den glødende kugle i
midten, solen ovenover, og jeg følte, at jeg befandt mig på en tynd
porøs jordskorpe mellem disse. Jeg tog mine solbriller på, og alt hvad
der var gult ændrede sig til svagt grønligt, hvilket en overgang afgjort
føltes som en lettelse.
Abdullif trak os ind i en gyde, der var så smal, at vi måtte
kante os sidelæns igennem. Halvvejs igennem gyden førte en snæver skakt
til en badstue med et gulv af grøn mosaik. En kone raslede med en pung
bag sine klæder, og Abdullif rakte hende en mønt. Nogen skramlede med
baljer, og lyden af vand mod et stengulv fik min hals til at snøre sig
sammen. Fugtig damp trængte ud fra badstuen og hang som en tåget dis i
skakten. Små vækster voksede med rødderne fastklemt mellem revnerne i
muren. En bille med et højrødt skjold, som en lille flamme eller en
gnist, krøb ud af et hul og ilede tværs hen over skakten via en ledning.
Gyden drejede til højre, til venstre, og da vi igen kom ud grinede
Abdullif og sagde, at nu var vi, hvor vi begyndte, jeg nikkede uden at
kunne genkende stedet.
Tavse berberkvinder med brede stråhatte og stribede tørklæder
viklet om livet stod eller sad på hug langs murene med krydderurter i
kurve over armen eller grøntsager sirligt ordnet og bredt ud på et
tæppe. De holdt sig i ro og gjorde ingen forsøg på at sælge deres varer.
Abdullif forklarede, hvad urterne blev brugt til. Han tog et bundt
sammenbundet bark og viste med en gestus, at det blev brugt til at
børste tænder. Berberkvinden så op, svagt interesseret, på kanten af det
ligegyldige. Først efter Abdullif rakte en mønt frem mod hende, skilte
hun læberne til noget der måske skulle forestille et smil, en tandløs
grimasse, en svag reaktion, der straks efter svandt hen, som var det for
anstrengende at fastholde forbindelsen til verden. Mønten gled ud mellem
deres hænder, faldt og trillede hen over tæppet. Hun krattede den
hurtigt til sig i et febrilsk øjeblik og sank atter ind i sig selv.
- Som før i tiden, sagde Afdullif. - Det har ikke forandret
sig. Han pegede et hus ud. - Det her er et meget gammelt hus. Her bages
brød. Alt det brød I ser i medinaen bliver bagt her. Han førte os ned ad
en stentrappe til et røgfyldt rum, hvor kun gløderne fra en ovn lyste
svagt og en kone, der sad foroverbøjet på en sten med en ildrager i
hånden så op. Væggene, der var kalkede og skjoldede af sod, gled sammen
med loftet uden synlig overgang og fik rummet til at virke på en gang
snævert og som fortsatte det alligevel i det uendelige.
En uro raslede ved døren. Jeg dukkede mig uvilkårligt for
ikke at ramle hovedet mod noget, træredskaber og kurve, der hang i kroge
fra loftet. Abdullif hilste på nogle mænd, der rejste sig fra en træbænk
bagest i lokalet, og hvis ansigter gradvist blev tydeligere efterhånden
som røgen lukkede sig bag dem. En kvinde med et grædende barn stak
hovedet ind gennem døråbningen og råbte noget.
Mændene nikkede til Abdullif. Kvinden tyssede på barnet og
råbte igen, sandsynligvis den samme sætning, og konen svarede undvigende
med få ord, mens hun prikkede i en dejklump med en gaffel, hvorefter hun
åbnede ovnlågen og smed vand ind i bunden med en øse. Vandet fordampede
mod den varme stenplade med en hvæsende lyd, og den fugtige lugt af brød
fyldte lokalet. Uroen ved døren klirrede.
Abdullif og mændene stod med hænderne hvilende mod hofterne
og så på os, spørgende, som forventede de noget, uden at vi kunne
gennemskue hvad. Konen skrabede med ildrageren i gulvet. Ungen hylede,
og kvinden mistede tålmodigheden og trak af med barnet, hvis gråd kun
gradvist fortog sig efterhånden som afstanden mellem os blev større.
Abdullif bukkede sig og trykkede en mønt fast til indersiden
af konens hånd, hun lukkede hånden, purrede op i gløderne så de ulmede,
og små gnister fløj rundt i mørket som fluer. Jeg kunne mærke mændenes
blikke bag mig, da vi gik, og først da vi igen stod i sollyset forsvandt
trykket pludseligt og uden overgang.
- Som før i tiden, gentog Abdullif. - I kan se, tiden flytter
sig ikke. Han standsede på en lille cirkelformet plads, hvor telte stod
side om side i en rundkreds. - Det her er medinaens centrum, han tegnede
en cirkelbevægelse med hånden.
I en bod med reservedele til cykler, gamle ledninger,
udtjente køleskabe, brugte bilbatterier og gasflasker, baksede nogle
drenge med en gammel transistor. Den ene dreng drejede på antennen, og
lyden af en dårligt modtaget spansk radiostation skrattede ud gennem
højttaleren.
En pige med en falmet rød/hvid Coca-Cola t-shirt så op i
himlen, mens hun drejede rundt om sig selv, måske for at opnå en vis
svimmelhed for at se alting på en anderledes måde når hun stoppede den
hvirvlende fart. Drengene bøjede sig skærmende ind over radioen som for
at holde på lyden, mens de lyttede intenst. Jeg genkendte musikken som
en slager, der hittede i alle Europas byer.
- Jeg skal vise jer noget særligt, sagde Afdullif. - Jeg skal
vise jer en særlig butik for kunst. Han gik hurtigt, mens han talte om
butikken. - Det er kun for de allerbedste kunstværker. Turisterne ved
ikke, at den findes, så de handler andre steder, men denne butik som jeg
vil vise jer har kun de bedste varer. Min ven og jeg så på hinanden.
Abdullif standsede foran et hus, der var overlæsset med
varer, så kun en lille smal sprække af indgangen var synlig. Han kaldte
gennem sprækken, og to mænd kom ud, den ene holdt sig i baggrunden, mens
den anden hilste hjerteligt, præsenterede sig som tilhørende en berbisk
stamme fra Rif. Hans bedstefar var berber. Han blev kaldt Baba, hans
venner kaldte ham Baba, og vi var velkomne til at gøre det samme. Han
rystede vores hænder efter tur. Han spurgte om vores navne og råbte: -
Dit navn er arabisk! Han strømmede over af ord, fortalte historier om
Fatima, og om dem Fatima kendte og var i familie med, spurgte om jeg
havde arabiske aner. Abdullif fortalte, at vi var fra Danmark.
- Ah, Danmark, sagde han uden at slippe min hånd. - Kom
indenfor. Kom. Han gjorde en fejende bevægelse og viste os ind i et
stort højloftet lokale, hvor alle vægge var dækket med tæpper,
glaskabinetter eller hylder med diverse messingfade, olielamper,
beklædningsgenstande og krukker. Belysningen i rummet var dunkel. Jeg
vippede solbrillerne op i panden uden at det hjalp. Et par gaslamper
lyste på disken, og bagest i lokalet under loftet trængte et svagt
dagslys ind gennem et halvcirkelformet vindue med farvet glas.
- Kom indenfor, sagde han igen. Jeg sendte min ven en
grimasse, og han hævede øjenbrynene og smilede skævt.
- Danmark, det er et dejligt land, ved I, jeg har en bror i
Danmark, sagde Baba.
- Sure, sagde min ven.
- Jeg fortæller jer sandheden, sagde han. - Han bor i, han
tænkte sig om...Århus...Jeg taler dansk. Han sagde nogle danske ord. -
Kan I høre, jeg taler dansk, ikke så meget, kun lidt. Han grinede, men
blev straks efter alvorlig. - Vil I se på noget? Han kastede et hurtigt
blik rundt i butikken, klappede et par gange i hænderne og kaldte. Nogle
mænd kom ud fra et tilstødende værelse og stillede sig afventende på
række bag disken.
- Nej, sagde min ven. - Nej, tak. Jeg rystede på hovedet.
Abdullif og Baba så på hinanden. Abdullif sagde noget på arabisk, og
Baba nikkede.
- Vi har en smuk udsigt fra taget, man kan se hele byen,
sagde han, - kom. Han trak os længere ind i butikken, gennem baglokalet
og ned gennem en smal gang med tæpper fra gulv til loft. Abdullif og et
ikke nærmere defineret antal mænd fulgte efter. Baba og Abdullif talte
uafbrudt, for det meste på arabisk i munden på hinanden, og indimellem
vendte Baba sig og spurgte min ven om noget på dårligt engelsk eller
endnu dårligere dansk. Gangen var uden dagslys, faktisk husker jeg den
som uden lys overhovedet, og at den skrånede svagt opad og denne skæve
vinkel, dehydreringen, eller måske den dårlige luft, gjorde mig svimmel.
Jeg forsøgte at holde rede på samtalen, men lyden af deres stemmer blev
opslugt eller forsvandt ind i de tæppebeklædte vægge, de regelmæssige
snørklede mønstre der løb sammen foran mine øjne. Jeg henlagde min
opmærksomhed til mine ben, der flyttede sig automatisk, og deres stemmer
svandt til en svag mumlen, en irriterende, forstyrrende støj.
Gangen forandrede sig til en lodret skakt, og Baba jog os
videre op ad en trappestige, hvor trinene var buede og blanke af mange
års slid. Ovenover var himlen en firkant i blåt, ingen skyer eller
dybde, kun den ensartede flade der forsvandt eller tippede bagover, idet
vi trådte ud på taget, og fokus blev rettet mod byen i stedet. Det
skarpe lys fik pupillerne til at trække sig sammen.
Taget ragede op over samtlige huse i byen, skrånede svagt og
var kun afgrænset af mur til den ene side. Udsigten var glimrende. Jeg
led en anelse af højdeskræk og måtte undertrykke en begyndende indbildt
forestilling om tagets skrøbelighed, afskallet maling, smuldret murværk,
halmstrå og knækkede brædder. Det blæste.
Baba pegede rundt og fortalte stakåndet om byen, bygninger,
pladser, tårnene i medinaens udkant - hold øjnene åbne - jødekvarteret
uden for muren. Min ven pegede på et punkt uden for byen, og jeg holdt
hånden skærmende op for solen, men kunne ikke se andet end de sædvanlige
vidder, det tørre gule sand, der blæste hen over jorden, varmedisen, den
visne vegetation. - Kameler, sagde han, jeg anstrengte mig, men så
ingen.
Moskeen kaldte til bøn. Abdullif lænede sig ud over muren,
mens hans blik panorerede hjemmevant hen over byen. Jeg kunne mærke mine
ben ikke længere gad at holde mig oprejst, og jeg koncentrerede mig i
stedet om horisonten, Atlasbjergenes blågrå takkede tinder, moskeens
buede kuppel og solen, der skinnede i de små firkanter, kuplen bestod
af. De farvede mosaiksten over indgangen, højttalerne i tårnet. Den
messende kalden var højere, intenst insisterende her, hvor husene ikke
tog af for lyden. Mennesker myldrede i medinaens snørklede gader, nogle
standsede, vendte sig og tog retning mod moskeen, andre bredte
bedetæpper ud bag deres boder.
- Jeg går hen og beder, sagde Abdullif. Jeg vendte mig og så
på ham. Der lå en glasagtig hinde over hans øjne. Hans blik lå bag denne
eller hang ude et sted i horisonten, et fjernt ubestemmeligt punkt. Baba
nikkede. - Jeg kommer tilbage om et øjeblik og henter jer, sagde
Abdullif. Han forsvandt ned i skakten. Jeg lænede mig forsigtigt ud over
muren og så ham komme ud af butikken, dreje ind i det labyrintiske
virvar af gader, og næsten samtidig, som var det timet efter en plan,
fik jeg øje på vandsælgeren. Han ringede ikke med klokken, men stod
ubevægelig med alle gedeskindsdunkene hængende over skulderen, armene
slapt ned langs kroppen, de mønstrede blikkrus i bæltet, ansigtet halvt
i skygge under en stråhat, øjnene stift rettet mod et ubestemmeligt
punkt. Jeg fulgte hans blik og forventede en japansk turist i færd med
at indstille lysmåleren på sit Nikon eller Canon kamera, måske fordi
vandsælgeren var den eneste i miles omkreds, der stod stille, som
ventede han på klikket fra blænden, lyset fra blitzen, der går af ved en
fejltagelse, mønten mod indersiden af hånden, alle andre var i bevægelse
omkring ham, koncentrerede om noget andet.
- Der er vandsælgeren, sagde jeg til min ven. Baba lagde en
hånd på hver af vores skuldre og meddelte, at nu ville han servere noget
te.
- Jo, tak, sagde min ven.
- Vi har ikke travlt her, sagde Baba. Han puffede os tilbage
ned gennem skakten, gennem gangen og baglokalet til det store rum med
tæpperne og sendte sin tjener ud efter te. Han pegede på en sofa i det
bageste hjørne af lokalet og bad os sidde. Vi satte os halvt
taknemmelige over endelig at kunne sidde, halvt irriterede over ikke at
kunne slippe derfra.
- Vi har god tid, sagde Baba. - Her er intet hastværk. Han
satte sig på en skammel over for os. Tjeneren kom med teen.
- Værsgo, sagde Baba. - Sådan gør vi her. Vi slapper af og
drikker te. Vi giver os god tid. Han talte om tilberedningen af teen.
Stak mynteblade i glassene, tilsatte sukker og hældte kogende vand over.
- Den skal være frisk og sød på en gang, sagde han. Jeg lænede mig
tilbage og fulgte tæppernes mønstre, der gentog sig selv, men som
alligevel syntes at variere i det uendelige. Jeg betragtede lyset i de
farvede glasruder under loftet, i de små knap, synlige støvpatikler, der
gled som skyer gennem lokalet og i vingerne på en flue, der summede
rundt i en cirkel. Baba rørte rundt i teen. Man kunne høre den klirrende
lyd af skeen mod glasset og larmen fra gaden, der trængte gennem de
tæppebeklædte vægge, en svag støj, enkelte arabiske ord når nogen råbte
noget eller hævede stemmen skingert, et skrydende æsel, vandsælgeren,
der nu igen ringede med sin klokke.
Baba løftede sit glas, og gjorde tegn til at vi skulle drikke.
- Kan I lide marokkansk te? Berberne dyrker den i bjergene og sælger den
på markedet. Han drak af teen. - Som i gamle dage. Kan I lide den? Min
ven nikkede.
- Ja, jeg holder nu mest af engelsk the, sagde Baba. Han
smilede.
Teen var hvinende sød og ikke i stand til at slukke tørsten eller fjerne
min opmærksomhed fra vandsælgerens klokke.
Jeg drak ud, nikkede høfligt, rejste mig og gjorde tegn til
at ville gå.
- Tæpperne som I ser her er meget gamle, sagde Baba.
- Vi ønsker ikke at købe nogen tæpper, sagde min ven høfligt.
Baba rejste sig og bad os sidde igen. - Mere te, sagde han. Han
klappede, tjeneren løsrev sig fra døråbningen til baglokalet og gik ud
efter mere te.
- I finder ingen tæpper i Tetouan, der er finere end disse.
Han slog ud med hånden. - De er alle sammen håndlavede. Se her, se! Han
kørte hånden hen over et tæppe, vendte hjørnet og lod os se bagsiden.
Lod frynserne i kanten glide mellem sine fingre.
- Vi har ikke forstand på tæpper, sagde min ven.
- Men alle kan se det, sagde Baba. - Se på farverne. Han kom
med redegørelser for farverne og mønstrene. - Turisterne køber dem med
stærke farver, som disse. Han viste os nogle eksempler og rystede på
hovedet. - De er slet ikke så fine. Jeg skal vise jer nogle virkelig
fine tæpper. Nogle meget gamle tæpper.
- Nej, tak, sagde min ven. Tjeneren kom tilbage med mere te.
Baba viftede fluen væk fra sukkerskålen, hældte te og sukker i vores
glas, og tjeneren stillede sig afventende tilbage i døråbningen. Baba
talte om tæpperne. Jeg kunne høre fluen banke mod ruden gentagne gange,
mens den summede vredt, irritabelt eller frustreret? Min ven forsøgte at
forklare, at vi ikke var interesseret i tæpper. Nogle unge piger gik
gennem lokalet, mens de talte lavmælt sammen som veninder, og den ene
viste den anden et armbånd, hun havde om sit håndled. De forsvandt
gennem en dør, som delvist var skjult bag opretstående ruller af tæpper,
der lignede søjler.
- Hvilke farver kan du lide? spurgte Baba. Jeg vendte mig og
så på ham. Han nikkede smilende.
- Det er meningsløst at spørge om, sagde jeg. - Vi vil slet
ikke købe et tæppe.
- Jo, jo, sagde Baba. - Sig nu en farve. Kan du lide rød?
Eller grøn? Jeg så opgivende på min ven.
- Hvilken farve. Han gjorde tegn til tjeneren, og tjeneren
rullede et grønt tæppe ud. Baba slog ud med armene og så spørgende på
mig. Jeg rystede på hovedet.
- Åhh, du vil hellere have et blåt. Tjeneren rullede et blåt
tæppe ud. - Det er et virkelig fint tæppe, sagde Baba. Jeg så tvivlende
på ham. - Jeg ved ingenting om tæpper, sagde jeg.
- Men jeg fortæller dig det, indvendte Baba. - Se på farverne.
Han slog på tæppet. Vendte en flig af bagsiden frem og kom med rosende
bemærkninger om det fine knyttearbejde. - Alt sammen lavet i hånden...af
kvinder. Mændene væver tøj, aldrig tæpper. Det er kun kvinderne, der
laver tæpper. Kan I lide det? Han så skiftevis på min ven og mig.
- Jeg fortæller jer sandheden, sagde han, - det er et dejligt
slidstærkt tæppe. Det forandrer sig ikke på 100 år. Se her, se her! Han
knipsede med fingrene, og tjeneren kom med en bakke med en grøn
plasticlighter og en pakke cigaretter.
- Nu skal I bare se! Han tog cigaretterne, åbnede pakken,
rystede en cigaret ud, rettede den ud mellem to fingre og stak den i
munden. Han smilede med cigaretten i mundvigen, tog lighteren, bukkede
sig, tændte og holdt flammen mod tæppet.
- Se, meget slidstærkt. Han så på os - som en tryllekunstner,
der efter et vellykket nummer forventer et bifald. Vi forholdt os
rolige.
Han rakte pakken frem og bød min ven en cigaret, tændte for
ham og satte sig på skamlen, formede munden til en cirkel og blæste en
røgring. Han grinede og hostede hult. - Vi giver os god tid, sagde han.
Han løftede glasset og nikkede. Vi drak igen. Jeg fulgte røgen fra min
vens cigaret opad og så på støvet i lyset fra det farvede glas. Fluen
sad stille med vingerne halvt udbredt i midten af et blåt kvadrat som en
udklippet og påklistret papirsilhuet eller spiddet og udstillet som et
enestående eksemplar hos en samler. Baba talte om tæpperne, mens vi
indimellem nikkede eller rystede på hovedet.
- Du kan lide det blå tæppe, ikke? sagde han. Han nikkede mod
tæppet på gulvet, lænede sig ind over bordet og skoddede cigaretten.
- Tjoo, sagde jeg, - men vi har ikke brug for et tæppe. Han
rejste sig hurtigt og hældte en ny cigaret ud af pakken.
- Se! Han tændte cigaretten, tog nogle hektiske sug og smed
cigaretten fra sig på tæppet.
- Det brænder ikke, sagde han. Han var holdt op med at smile.
Hans blik flakkede skiftevis mellem tjeneren og os.
- Det brænder ikke, gentog han. Vi så på hinanden. Han gik
ned i knæ, lod sig falde forover lagde en flig af tæppet over cigaretten
og bankede tre gange, tog cigaretten i munden, børstede asken væk og
viste tæppet frem. - Se ingen spor, ingen spor! Han grinede kort,
inhalerede, hostede og så spørgende på os. Min ven trak på skuldrene.
Baba hev cigaretten ud af munden og kvaste skoddet ud i
tæppet, rullede en flig af tæppet om cigaretten, rejste sig og trampede
på det. - Det kan tåle alting, han bukkede sig igen, rullede tæppet ud
og fejede skoddet væk. - Se! sagde han. Han holdt tæppet op og bankede
på det. Vi så på tæppet. Cigaretten havde efterladt et lille sort mærke
med nikotinbrune kanter. Baba så på mærket, børstede, slog på tæppet, så
smilende op og gav tjeneren ordre til at hente butikkens bedste tæppe.
Tjeneren hentede et tæppe og foldede det ud over de forrige. En støvsky
spredte sig i lokalet.
Min ven rømmede sig. - Hør her, sagde han. - Vi har ikke
tænkt os at købe et tæppe, vi vil slet ikke have et tæppe og selv om vi
ville, havde vi ikke råd til det. Desværre.
- Ahh, sagde Baba. - Det er ikke dyrt. Hvor meget har I råd
til?
- Vi har ikke råd til noget overhovedet.
Baba grinede. - Bare giv mig en pris, sagde han. - Hvor mange
penge har I. Han kravlede op på skamlen, gjorde et kast med hovedet, og
tjeneren lagde en blok og en kuglepen på bordet.
- Giv jer god tid, sagde Baba. Han grinede fortroligt. I ved,
først siger I en lille pris, så siger jeg en stor pris og snakker om min
gamle mor, så siger I en pris igen og til sidst giver vi hinanden
hånden. Sådan gør man i Marokko. Han grinede igen. - Bare skriv en pris.
Han skubbede blokken over mod min ven. Min ven nægtede, skubbede blokken
fra sig, og Baba tog kuglepennen op og stak den i hånden på ham.
- Bare skriv en pris, sagde han.
- Skriv selv en pris, sagde min ven og lagde kuglepennen fra
sig.
- Nej, nej, det er kunden, der først skriver en pris, sagde
Baba. Min ven så op i loftet.
- 10.000, sagde Baba.
- 10.000, sagde min ven. - Det er helt vildt.
- Hvor meget har du råd til at betale? spurgte Baba.
- Prøv at høre, sagde min ven. Han lænede sig frem i sofaen.
- Det kan godt være, det ser ud som om vi har mange penge, men det har
vi ikke. Vi er almindelige mennesker.
Baba rystede sit hoved frem og tilbage.
- Hvor mange penge har I på jer? spurgte han. Min ven sukkede
og lænede sig tilbage i sofaen igen. - Vi har omkring 200 dirham.
- 200 dirham, udbrød Baba. Han blev hvid i ansigtet. Han
rejste sig og gik rundt på tæppet. - Men det er meget mere værd. Det er
et meget fint tæppe.
- Men vi vil ikke have noget tæppe, sagde min ven.
- Vi tager American Express, sagde Baba. - Ingen problemer.
Min tjener kører med i Taxaen til hotellet og henter penge. Min ven og
jeg så på hinanden.
- Vi har ikke noget American Expresskort, sagde min ven. Baba
så på ham og flyttede blikket over på mig. - Men du kan lide tæppet,
ikke?
- Det er sikkert et udmærket tæppe, men vi har ikke råd til
at give dig det, som det er værd.
- Jeg har også mindre tæpper, sagde han. Han sank ned i knæ
og hev et mindre tæppe frem. - Kan I lide det røde eller det blå.
- Det er håbløst, sagde min ven.
Baba hev flere tæpper frem, han kravlede frem og tilbage hen
over gulvet og hev tæpper frem i ringere og ringere kvalitet. Han
svedte. Hans ansigt var anspændt.
- Bare sig en pris, sagde han. - Sig en pris.
- Nej, sagde min ven. - Men tak for teen. Vi rejste os. Baba
fejede de små tæpper til side og bankede på det blå tæppe.
- I behøver ikke at betale, sagde han. Han rejste sig, gik
mellem døren og os. Vi så på ham. Han smilede tøvende.
- I kan betale, når I kommer tilbage til Danmark. I kan
betale over et halvt eller et helt år, I bestemmer selv, og så sender
jeg tæppet.
Vi begyndte at gå hen mod udgangen. Baba fulgte efter os og
lod prisen falde for hvert skridt. Hans personale stod med hænderne
foldede foran sig langs disken. Baba så fortvivlet på dem. - I kan vælge
noget her på hylderne, sagde han. Han hev nogle ting ned. Et
smykkeskrin, et messingfad, en halskæde. Han raslede med kæden. - Hvor
meget vil I betale for dette smykke. Det er Fatimas hånd. Min ven så på
smykket, sukkede og sagde - Okay, 200 dirham.
- 2 dirham! råbte Baba. Han så på sit personale. - Han vil
kun betale 2 dirham. Han hævede armene og lod dem falde igen. - Man kan
ikke engang få en pakke cigaretter for 2 dirham.
- Jeg sagde 200, gentog min ven.
- 2 dirham! råbte Baba. Han tog pakken med cigaretterne op af
sin lomme, holdt den op foran sit personale og smed den fra sig på
disken, som var den giftig. - 2 dirham. Han så ikke længere på os.
Abdullif kom ind, og Baba så desperat på ham og flyttede så
blikket mod loftet. Abdullif så på os og rystede på hovedet.
- Ingen problemer, I know, sagde han. Baba gik rundt om sig
selv, mens han rystede hovedet frem og tilbage og så frem for sig. - 2
dirham, mumlede han fortvivlet. - 2 dirham.
Abdullif skubbede os ud af butikken. - Jeg skal vise jer
medinaens udgang, sagde han.
- Ja, tak, sagde min ven."
● Presse