Uddrag
Okay, sagde jeg. Apropos. Det var min skyld at den indiske restaurant over for Dagmar lukkede.
Hun sagde, er det en virkelig historie fra det virkelige liv?
Jeg sagde, ja, det er en tilståelse. Det var fordi jeg blødte på sølvstolen.
Vi satte farten ned for ikke at kollidere med den strøm af mennesker der nu var på vej op for at nyde udsigten over byen. Nu hvor tågen så ud til at lette. Det var som bjerget pludselig blev invaderet. Alle ville op op og op, mens vi var de eneste på vej ned.
Eller den lukkede jo ikke, sagde jeg. Men alt blev forandret efter den dag. Ingenting blev det samme igen. Hverken for restauranten eller mig. Det var ikke muligt at redde stolen efter mit besøg. Det var min fødselsdag. Jeg havde inviteret hele familien. Det var den bedste indiske restaurant i byen. Retten med lam i rød sovs og himmelske urter var suveræn. Alt det indiske tingeltangel blev pillet ned efter mit besøg. Den pompøse trang til guld og plastic forsvandt, selv om det var den vi kunne lide. De fine fyrfade i lertøj med ild. De smukke tintallerkner. Den kandiserede fennikel til gavn for fordøjelsen blev ikke længere serveret som en venlig gestus i slutningen af et måltid efter min fødselsdag. De falske vægpaneler i udskåret plastic forsvandt. De tunge borde og sølvstole blev erstattet med et mere mondænt og opdateret møblement. Selv menukortet blev reduceret og man kunne ikke længere finde de himmelske urter i den røde sovs.
Hvert år i mange år holdt vi min fødselsdag i den restaurant. Vi sad ved et langbord og spiste efter en tivolitur. Tjeneren kom med et flag når han så os. Han spurgte om retten skulle være mild eller hot, og vi sagde hot. Vi drak Tiger af høje glas med kanter i guld. Mine børn sad omkring mig og spiste papadams. De fik så mange colaer de ville have. Jeg bestilte altid den samme ret med lam i rød sovs og himmelske urter. Jeg sad for bordenden på en trone af sølv og kunne pludselig mærke blodet løbe fra mig mens familien sang en fødselsdagssang. De løftede glassene og smilte og snakkede og drak. Jeg rystede på hænderne og spildte på dugen. Jeg rejste mig og gik ud på toilettet. Jeg trak et blodigt spor over det blanke gulv. Det var som at krydse et kontinent. Alle de snakkende stemmer. Alle de klirrende glas. Den insisterende indiske musik med en citar der kørte i ring. Bassinets klukkende vand. De fermenterede syltevarer i glas bag baren. Mit tøj var heldigvis mørkt. Jeg havde strømpebukser på under mine bukser for det var en kold dag. Det var om efteråret. Vi havde først været i Tivoli. Vi kørte rundt og rundt og op og ned i det farvede lys. Jeg havde stået i kø den ene gang efter den anden med mine børn. Jeg følte mig udmattet efter den Tivolitur. Jeg syntes min candyfloss smagte af metal. Buddha hilste mig med sit stive blik. Blomsterblade flød i det lille bassin. Da jeg satte mig på sølvstolen blev jeg overvældet af varmen og den stærke indiske mad. Jeg kunne tydeligt mærke jeg blødte. Jeg tænkte, det er nok ikke så slemt som det føles, men da jeg stod på toilettet kunne jeg se det var slemt. Jeg blødte igennem mit bind. Mine trusser var gennemblødte. Mine strømpebukser var fulde af blod. Det løb ned ad mine lår. Jeg forsøgte at tørre det væk med papir. Jeg brugte hele rullen. Jeg måtte trække ud igen og igen for kummen stoppede til. Jeg stak min hånd ned i sølet for at løsne det blodige papir. Jeg vaskede mine arme i sæbe. Jeg gnubbede og skrubbede mine hænder. Jeg tænkte, jeg er syg. Jeg dør, men det var bare min overgangsalder der gik amok. Det var bare en slags træthed i systemet. Det var en flod af blod og jeg havde aldrig hørt nogen tale om blod i de mængder, selv om det åbenbart var normalt. Min læge sagde senere, det er helt normalt. For en kvinde i din alder. Jeg gik tilbage til bordet uden at sige noget til nogen. Jeg gik hen over det blanke flisegulv med rank ryg og satte mig for bordenden på sølvstolen og løftede mit glas. Jeg så på min mand og mine børn og sagde skål.
● Presse