Proust-spørgsmål

Politiken 2006

DERES FORETRUKNE BESKÆFTIGELSE?

At gå med børnene i hænderne på gaden når det er morgen, og tågen er helt tæt omkring os, eller når det blæser iskoldt ude fra havet og ind langs kanalerne, eller når solen lige vipper op over en boligkarré – bare at gå med dem i hånden er det bedste jeg ved.

DEN EGENSKAB DE SØGER HOS EN MAND?

Det er de simpleste ting, og langt fra til at forudse, en bevægelse måske, måden hvorpå han håndterer et sværd, et tastatur, en helikopter så den vender 180 grader i den blå luft, måden han smøger sine ærmer op på – det falder jeg for.

DEN EGENSKAB DE SØGER HOS EN KVINDE?

Den utrættelige tilsidesættelse af egne behov for at gøre noget for en anden, det er slet ikke så sjældent, som man først tror – faktisk sker det hver eneste dag – i metroen, i Memphis og på Søndre Boulevard.

DERES HELTE I DET VIRKELIG LIV?

Alle mennesker er helte. Der er noget helteagtigt ved menneskeheden. Jeg elsker det drive, denne ukuelighed. Denne vilje til at ville gøre sit bedste hver gang, denne passion for liv hver morgen når man står op, og det stadig er mørkt og tyve minusgrader uden for dynen.

HVAD DE AFSKYR FREM FOR ALT?

Alle mennesker er afskyelige. Der er noget afskyeligt ved menneskeheden. Først og fremmest er der dumhed. Den skal vi bekæmpe hver dag. Med sværd, med helikoptere, med tastatur – det er godt, vi har så mange helte.

DERES STØRSTE FEJL?

Er også min største styrke. Jeg er heldigvis bundnaiv og tror altid det bedste om andre mennesker, om mennesket i det hele taget, at helten kommer og redder os til sidst.

HVEM KUNNE DE TÆNKE DEM AT VÆRE UD OVER DEM SELV?

Doktor Livingstone, formoder jeg. For jeg har aldrig været i Congo. 

DERES DRØM OM LYKKE?

Jeg drømmer ikke, jeg er helt vågen - og det er det værste og det bedste, og den eneste forudsætning for et lykkeligt liv.

DEN NATURLIGE EGENSKAB DE GERNE VILLE HAVE?

Måske kunne jeg blive lidt bedre til at hoppe over alle vandpytterne. Jeg øver mig, når det er regnvejr.

DET PRIMÆRE TRÆK VED DERES KARAKTER?

Jeg er i bund og grund ret ukuelig.

DERES SINDSSTEMNING NETOP NU?

Jeg er fuld af gåpåmod.

DERES DEVISE?

For det første skal man ikke sætte sit lys under en skæppe, og for det andet skal man have evnen til at sige: - Det skider de vilde engle sgu på...

HVAD VILLE DE GERNE VÆRE?

Jeg ville gerne være en helt – hele vejen igennem.