Fra tegneblok til romaner

INTERVIEW af Marianne Juhl, Jyllands-Posten 1997

Der var ingen litteratur i Laila Ingrid Rasmussens barndom. Men et digt af Michael Strunge i radioen og et råd fra forfatteren Poul Borum satte hende i gang med at skrive. Hendes anden roman "Betingelser for liv" har fået nogle af forårets bedste anmeldelser

Som barn holdt Laila Ingrid Rasmussen meget af at sidde i vindueskarmen og tegne alt, hvad der foregik nede på gaden. Gaden var Nansensgade i København, før den blev den "litterære" gade, den er i dag, med antikvariater, Brøndums forlag, bogcafé m.m.
    "Det var et rigtigt arbejderkvarter," fortæller Laila Ingrid Rasmussen. "Vi boede oven på et værtshus, og der lå et værtshus lige ved siden af. Jeg kunne alle tidens schlagere udenad dengang, for lige på den anden side af væggen ved min seng stod værtshusets jukeboks og kørte døgnet rundt. Så jeg kunne ikke bare omkvædet, men hele teksten til "Hvor er du dejlig, Angelique".
    "Det er nu ikke døgnmelodier, der præger Laila Ingrid Rasmussens nye roman "Betingelser for liv", som udkom for et par uger siden. Men man kan godt finde en linie tilbage til hendes glæde ved at tegne. De fine anmeldelser af romanen hæfter sig alle ved hendes iagttagelseskunst og de præcise gengivelser af det sete. Blandt andre skriver Jyllands-Postens Hans Andersen om en scene, hvor bogens fortæller forvilder sig ind i medinaen i Marokko: "... et genialt stykke prosa, hvor virkeligheden afmales, mens kultursammenstødet eksploderer".

OVERLEVELSE

"Betingelser for liv" er mere en reflekterende rejsefortælling end en roman i klassisk forstand. Der er ikke nogen egentlig handling eller indgående karakteristik af personerne.
    "Man får ikke meget at vide om de to personer, den kvindelige fortæller og hendes ven. Det, der har interesseret mig, er, hvordan de ser og bearbejder verden og forsøger at begribe det, de ser. Jeg vil ikke gøre verden til et lille, håndterbart sted, som kan forklares. Jeg ville hellere vise tilværelsens mangfoldighed og livet som et under."
    "Ja, jeg ved godt, det er store ord," siger hun lidt undskyldende, "men jeg opfatter det at være forfatter som at være en person, der udsætter sig for verden, indoptager den i sig og giver den fra sig på en kunstnerisk måde."
    "Man kunne måske kalde min bog for en eksistentialistisk krimi. Der er ikke foregået en forbrydelse, men ligesom i en krimi er der et spor, man kan følge og som på en eller anden måde danner et mønster."
    "Når jeg fortæller om hajen, der ikke har nogen svømmeblære og derfor må bevæge sig konstant for ikke at synke til bunds. Om blæksprutten, der prøver at undslippe fiskeren. Om gadehandlerens snegle, der prøver at kravle væk fra hans bord, og om drengen der kører på sin ladcykel i modvind og er ved at vælte. Så forsøger jeg at sige det samme - viljen til overlevelse, i dens mange forskellige udtryk."
    "Der er alle mulige former for "betingelser for liv" - biologiske, klimatiske, geografiske, sociale. Men der er også nogle fælles vilkår, uanset hvor i verden, man kommer fra. Fælles er det, at vi vil leve det liv, vi har fået, uanset hvor usle vilkårene er. For alle mennesker er der nogle øjeblikke, der gør alle de andre øjeblikke værd at leve. Derfor er der hverken fortid eller fremtid i min bog. Kun øjeblikke. Personerne vil gerne leve deres liv hundrede procent, være hundrede procent nærværende i deres liv. Det er svært, men det er positivt at forsøge. Selv er jeg allermest nærværende, når jeg skriver. Det er måske derfor, jeg kan lide at være forfatter."

STRUNGE-DIGT

Laila Ingrid Rasmussen gik i Nansensgade skole, og så vidt hun husker, læste de stort set ingen litteratur i skolen.
    "Men jeg var god til at skrive stile. Der var bare ikke rigtig nogen, der gjorde mig opmærksom på det. Jeg stavede nemlig ad helvede til, og det trak altid karakteren ned."
    Der var heller ingen, der læste, i hendes familie, som alle var uden uddannelse. Så det blev tegneblokken i stedet for. Senere, i det som hun kalder "de glade punk-dage", begyndte hun at spille på el-bas.
    Efter skolen tog hun en kortere uddannelse og havde derefter en masse forskellige jobs. Hun fik også kæreste og barn, en datter der i dag er ni år. I de år begyndte hun at læse:
    "Jeg hørte en morgen i radioen et digt af Michael Strunge, og så gav jeg mig til at læse ham. Det var første gang, jeg læste digte. Jeg syntes, han skrev om alt det, som jeg selv gik og tænkte, og det gav mig lyst til at skrive."
    "Så var jeg til en koncert, hvor Poul Borum også var. Jeg tog mod til mig og gik hen til ham: "Jeg vil gerne være forfatter, hvordan gør man?" Han svarede, at jeg skulle sende digte til tidsskriftet "Hvedekorn". Siden søgte jeg så ind på Forfatterskolen. Men jeg kom ikke ind første gang, for jeg skrev ærlig talt nogle dårlige digte. Men næste gang kom jeg ind på prosa-holdet."

MAROKKO-REJSE

Et stort verdenskort fylder det meste af en væg i Laila Ingrid Rasmussens lejlighed på Christianshavn.
    "Det er godt at holde sig for øje, hvor lille et land Danmark er," siger hun.
    På sin tur gennem Marokko oplever fortælleren i bogen, at hun og hendes ven går rundt for at se på det fremmede land. Men i virkeligheden er blikket rettet den anden vej - det er dem, der bliver stirret på fra alle kanter.
    "Jeg havde aldrig før været uden for Europa. Men efter min debutroman "Déjà-vu" fik jeg et arbejdslegat fra Kulturministeriet, og det brugte jeg straks på en rejse til Portugal og Marokko. Det er sundt at flytte sig. Man kan jo ikke blive ved med at opleve noget på vej til bageren."
    "Men det var chokerende at rejse dernede. Man er fuldstændig frataget sin identitet. Alt det man er. Eller tror, man er. Dernede ser de bare på én som en stinkende rig turist. Og her i Danmark er vi jo bare ludfattige forfattere. Man har heller ingen fælles referencer med de mennesker. Der er kun lige mødet. Det spændende er så: er man i stand til at nærme sig hinanden?"

VENTETID

Laila Ingrid Rasmussen er høj-højgravid og skal føde om tre uger. Så hvornår hun kommer i gang med at skrive igen afhænger af, hvornår hun får en vuggestueplads:
    "Men jeg skal nu nok få skrevet de bøger, jeg skal skrive i mit liv. Efter romanen "Déjà-vu" fra 1994 gik der lang tid, før jeg kom i gang igen, og jeg var meget bange for, at "toget skulle være kørt". Jeg var slet ikke tilfreds med "Betingelser for liv". Jeg var faktisk lige ved at skrotte manuskriptet. Men så fik den så fine anmeldelser, at jeg var helt målløs. Så, nej, jeg er ikke bange mere," siger hun og ser meget beslutsom ud.